top of page
Vilkår & Betingelser - Hero Vektorgrafik.png

Databehandleraftale

Gældende fra 8. juni 2026

Download

Denne databehandleraftale beskriver de vilkår, der gælder for OESYNs (“Databehandleren”) behandling af personoplysninger på vegne af Kunden (“Den Dataansvarlige”) i forbindelse med levering af vores platform, tjenester og relaterede ydelser.

Databehandleraftalen er indgået mellem OESYN (“Databehandleren”) og Kunden (“Den Dataansvarlige”) og fastlægger parternes rettigheder og forpligtelser ved behandling af personoplysninger i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen (GDPR) artikel 28 samt øvrig gældende databeskyttelseslovgivning.

1. Formål og parternes roller

1.1 Denne databehandleraftale (“Aftalen”) regulerer Databehandlerens behandling af personoplysninger på vegne af Den Dataansvarlige i forbindelse med levering af ydelser, herunder, men ikke begrænset til, platform, AI-funktioner, automatisering, opsætning, drift, kampagnestyring og relateret rådgivning.

1.2 Den Dataansvarlige er dataansvarlig, og OESYN er databehandler i henhold til databeskyttelsesforordningen (GDPR).

 

1.3 OESYN fastlægger ikke formålene med eller de væsentlige midler til behandlingen af personoplysninger, men handler udelukkende efter Den Dataansvarliges instrukser.

2. Behandlingens karakter, formål og varighed

2.1 Behandlingen omfatter hosting, lagring, strukturering, organisering, automatiseret behandling, transmission, tilgængeliggørelse og sletning af personoplysninger via platformen.

 

2.2 Behandlingen sker med henblik på at muliggøre CRM-funktioner, kommunikation, marketing automation, AI-baserede funktioner, workflows, datastyring og relaterede ydelser for Den Dataansvarliges kunder, medarbejdere og øvrige registrerede.

 

2.3 Behandlingen påbegyndes, når personoplysninger indsamles, uploades eller på anden måde behandles via platformen.

 

2.4 Behandlingen varer, så længe hovedaftalen er i kraft, og ophører i overensstemmelse med punkt 9.

3. Typer af personoplysninger og registrerede

3.1 Behandlingen kan omfatte følgende typer personoplysninger (ikke udtømmende):

  • Identifikationsoplysninger (fx navn, brugernavn)

  • Kontaktoplysninger (fx email, telefonnummer, adresse)

  • Kunde- og CRM-data

  • Kommunikationsdata (emails, beskeder, noter)

  • Tekniske data (IP-adresser, logfiler, enhedsoplysninger)

  • Brugeradfærd og interaktionsdata

  • AI-genereret indhold og metadata

  • Eventuelle andre personoplysninger, som Den Dataansvarlige vælger at behandle via platformen

 

3.2 Behandlingen kan omfatte oplysninger om Den Dataansvarliges kunder, potentielle kunder, medarbejdere, ansøgere, samarbejdspartnere og øvrige registrerede.

 

3.3 Den Dataansvarlige er eneansvarlig for at sikre gyldigt behandlingsgrundlag for enhver behandling, herunder opfyldelse af betingelserne i GDPR artikel 6. Platformen er ikke tiltænkt behandling af særlige kategorier af personoplysninger, oplysninger om strafbare forhold eller nationale identifikationsnumre, og Den Dataansvarlige bør ikke anvende platformen til sådanne formål. Såfremt Den Dataansvarlige alligevel vælger at behandle sådanne oplysninger via platformen, sker dette udelukkende på Den Dataansvarliges eget ansvar og risiko. OESYN påtager sig intet ansvar for behandlingen af sådanne oplysninger, herunder for manglende opfyldelse af særlige krav i GDPR artikel 9, 10 eller national lovgivning om nationale identifikationsnumre.

4. Databehandlerens forpligtelser

4.1 OESYN behandler udelukkende personoplysninger efter Den Dataansvarliges instrukser.

 

4.2 OESYN sikrer, at personer med adgang til personoplysninger er underlagt fortrolighed.

 

4.3 OESYN implementerer passende tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger under hensyntagen til behandlingens karakter, omfang, kontekst og risici.

 

4.4 OESYN bistår Den Dataansvarlige med rimelige anmodninger vedrørende registreredes rettigheder, i det omfang det er teknisk muligt og forholdsmæssigt.

5. Automatisering og AI

5.1 Platformen indeholder funktioner, der kan udføre fuldt automatiserede behandlinger uden menneskelig indgriben, herunder AI-baserede processer og handlinger.

 

5.2 Den Dataansvarlige instruerer OESYN i brugen af disse funktioner og er eneansvarlig for vurdering af lovligheden af automatiserede behandlinger, herunder overholdelse af GDPR artikel 22, hvis relevant.

 

5.3 OESYN garanterer ikke korrekthed, fuldstændighed eller egnethed af AI-genereret output og hæfter ikke for Den Dataansvarliges anvendelse heraf.

6. Underdatabehandlere

6.1 Den Dataansvarlige giver hermed generel forhåndsgodkendelse til OESYNs anvendelse og ændringer af underdatabehandlere.

 

6.2 OESYN kan anvende underdatabehandlere, herunder GoHighLevel/LeadConnector og deres underdatabehandlere, samt yderligere underdatabehandlere.

 

6.3 OESYN har ikke selvstændig pligt til løbende at informere om ændringer hos underdatabehandlere.

 

6.4 Den Dataansvarlige kan til enhver tid anmode om en opdateret liste over OESYNs egne underdatabehandlere via de kontaktoplysninger, der er angivet i afsnit 16. For GHLs underdatabehandlere henvises til de juridiske dokumenter, jf. afsnit 15.

 

6.5 Den Dataansvarlige kan gøre indsigelse mod anvendelsen af en underdatabehandler. OESYN vil loyalt vurdere en sådan indsigelse, men forbeholder sig retten til at træffe den endelige beslutning om anvendelsen af underdatabehandlere. Alle øvrige forhold, herunder at vurdering sker for Den Dataansvarliges regning og efter rimelighedsvurdering, gælder fortsat. Hvis parterne ikke kan nå til enighed, kan behandlingen ikke fortsætte i henhold til denne databehandleraftale (DPA).

7. Tredjelandsoverførsel

7.1 Personoplysninger kan behandles og overføres til tredjelande, herunder men ikke begrænset til USA og Indien.

 

7.2 Overførsler sker i overensstemmelse med gældende databeskyttelseslovgivning, herunder ved anvendelse af EU-Kommissionens standardkontraktbestemmelser (SCC) og/eller EU-U.S. Data Privacy Framework, hvor relevant.

 

7.3 Den Dataansvarlige accepterer, at tredjelandsoverførsel kan forekomme som en integreret del af brugen af platformen.

8. Databrud

8.1 OESYN underretter Den Dataansvarlige uden unødig forsinkelse efter at være blevet opmærksom på et brud på persondatasikkerheden.

 

8.2 Den Dataansvarlige er ansvarlig for anmeldelse til tilsynsmyndighed og eventuel underretning af registrerede

9. Ophør, udlevering og sletning

9.1 Ved ophør af hovedaftalen ophører Databehandlerens aktive behandling af personoplysninger.

 

9.2 Den Dataansvarlige kan inden for 30 dage fra ophør anmode om udlevering eller sletning af personoplysninger. Instrukser kan alene gives inden for denne periode, og OESYN er forpligtet til at efterkomme instrukser om udlevering eller sletning inden udløbet af fristen.

 

9.3 Hvis Den Dataansvarlige ikke giver instrukser om udlevering eller sletning inden for fristen på 30 dage fra ophør, er OESYN berettiget til at slette personoplysningerne efter udløbet af fristen. Den Dataansvarliges instruktionsret gælder således alene inden for denne 30-dages periode.

 

9.4 Sletning sker i overensstemmelse med tekniske og organisatoriske processer samt gældende lovgivning.

 

9.5 OESYNs forpligtelser i henhold til punkt 9.2 og 9.3 forudsætter, at OESYNs adgang til den underliggende platform og infrastruktur, som drives af OESYNs underdatabehandlere, er tilgængelig. OESYN hæfter ikke for manglende opfyldelse af disse forpligtelser i tilfælde, hvor OESYNs adgang til platformen bortfalder som følge af forhold hos underdatabehandlere, herunder men ikke begrænset til driftsafbrydelser, insolvens eller force majeure.

10. Audit og kontrol

10.1 Den Dataansvarlige kan anmode om dokumentation for overholdelse af denne Aftale.

 

10.2 Fysiske audits kan alene gennemføres, hvis lovgivning kræver det, med rimeligt varsel, begrænset omfang og for Den Dataansvarliges regning.

11. Ansvar

11.1 OESYNs ansvar reguleres og begrænses af Vilkår & Betingelser.

 

11.2 OESYN hæfter ikke for Den Dataansvarliges instruktioner, ulovlig behandling, brug af AI-output eller manglende overholdelse af gældende lovgivning.

12. Accept og ikrafttræden

12.1 Denne DPA accepteres ved aktiv accept (checkbox) i forbindelse med onboarding og udgør en integreret del af Vilkår & Betingelser.

12.2 Aftalen gælder for alle kunder på ens vilkår.

13. Ændringer

13.1 OESYN forbeholder sig retten til at opdatere denne DPA. Fortsat brug af Platformen efter ændringer udgør accept heraf.

14. Lovvalg og værneting

14.1 Denne DPA er underlagt dansk ret. Enhver tvist afgøres ved Københavns Byret som første instans.

15. Eksterne juridiske dokumenter og henvisninger

15.1 Brugen af Platformen er baseret på en aftale mellem OESYN og GoHighLevel/LeadConnector, og er endvidere underlagt GoHighLevel/LeadConnectors til enhver tid gældende juridiske dokumenter, herunder men ikke begrænset til nedenstående links.

 

Disse dokumenter regulerer forholdet mellem OESYN og GoHighLevel/LeadConnector og danner grundlaget for platformens drift og databehandling. Da platformen teknisk set drives af GoHighLevel/LeadConnector, gælder disse dokumenter for alle brugere af platformen – herunder Den Dataansvarlige og dennes registrerede – uanset at den direkte aftalerelation er mellem OESYN og GoHighLevel/LeadConnector. OESYN stiller disse links til rådighed af transparenshensyn, og disse dokumenter udgør ikke en direkte aftale mellem Den Dataansvarlige og GoHighLevel/LeadConnector.

 

 

Yderligere juridiske dokumenter, sikkerhedscertificeringer og compliance-relaterede oplysninger fra GoHighLevel/LeadConnector kan findes på https://www.gohighlevel.com/privacy-and-security samt andre steder på GoHighLevel/LeadConnectors platforme og hjemmesider.

 

Disse dokumenter gælder for platformens funktionalitet, drift og databehandling, men ændrer ikke vilkårene i denne databehandleraftale (DPA) mellem OESYN og Den Dataansvarlige. Disse dokumenter administreres af GoHighLevel/LeadConnector, og OESYN kan ikke holdes ansvarlig for ændringer foretaget heri.

16. Kontakt

Spørgsmål vedrørende denne Databehandleraftale (DPA) kan rettes til:

OESYN

info@oesyn.com

Hovsa, noget gik galt...

Denne side er ikke tilgængelig på mobil eller tablet. Benyt en computer for at komme videre.

bottom of page